Der har været fire primærvalg indtil nu (Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina), sammenlagt stod de fire stater for 155 delegerede. Super Tuesday er “super”, da der skal fordeles 1357 delegerede – eller med andre ord; 36% af alle delegerede i primærvalget fordeles på en dag, inkl. Californien og Texas, de to største stater. Hvad skal der ske, hvilke stater er med og hvem vinder?
Staterne i Super Tuesday er spredt udover hele USA, og der er ingen geografisk sammenhæng der forklarer, hvorfor det lige netop er de stater der skal stemme. Staterne er dog forskellige når det kommer til demografien, så på den måde kan Super Tuesday give et godt indblik i, hvordan kandidaterne klarer sig over en bredere demografi. Ellers er Super Tuesday en indikation for, hvordan kandidaterne klarer sig i stater, hvor de ikke har været tilstede hele tiden – som det var tilfældet i de fire første.
Nedenfor er en liste med stater og hvor mange delegerede (mandater) der skal fordeles.
| Alabama | 52 |
| American Samoa (caucus) | 6 |
| Arkansas | 31 |
| California (flest delegerede) | 415 |
| Colorado | 67 |
| Maine | 24 |
| Massachusetts | 91 |
| Minnesota | 75 |
| North Carolina | 110 |
| Oklahoma | 37 |
| Tennessee | 64 |
| Texas (næstflest delegerede) | 228 |
| Utah | 29 |
| Vermont | 16 |
| Virginia | 99 |
| Democrats abroad | 13 |
Fra nærhed med vælgeren til mødet igennem TV-reklamen
I de første fire stater mærkede vælgerne, at kandidaterne var der rent fysisk og holdt mange vælgermøder, hilste på folk på gaden og generelt var synlige. Staterne i Super Tuesday mærker ikke kandidaterne på samme måde. Kandidaterne har brugt mange ressourcer, især økonomiske, på at klare sig godt i de fire første. For at klare sig godt i Super Tuesday, kræver det, at kandidaten har momentum og penge til at købe reklamer både i TV, radio og på de sociale medier.
Valgkampen bliver derfor i større grad ført på købte medier, og kandidaterne “møder” derfor ofte vælgerne indirekte på TV/radio/sociale medier. Hvis kandidaten er løbet tør for penge, bliver det svært at klare sig til Super Tuesday, og har kandidaten heller ikke momentum (fx have vundet nogle stater), så er det meget svært.
Hvem er tilbage?
Efter fire primærvalg er feltet blevet skåret meget ned. Efter det fjerde primærvalg (South Carolina) forlod 3 kandidater; Tom Steyer, Pete Buttigieg og Amy Klobuchar. Tilbage er nu Joe Biden, Bernie Sanders, Elizabeth Warren og Mike Bloomberg (Tulsi Gabbard er stadigvæk med, men har af eller anden grund ikke endnu stoppet sin kampagne – hun har 0 delegerede og ligger mere end elendigt i målingerne).
53 delegerede 60 delgerede 8 delgerede 0 delegerede
Hvad er status på de 4 kandidater?
Joe Biden vandt stort i det seneste primærvalg i South Carolina, og kommer med momentum ind i Super Tuesday. Det negative er, at han ikke har så mange penge som Sanders – og det er som sagt vigtigt, for at kunne promovere sig selv i 14 stater på en gang. Tilgengæld har Biden fået endorsements fra Buttigieg og Klobuchar samt den tidligere præsidentkandidat Beto O’Rourke. Med de endorsements og det momentum han har fået, er han den eneste midterkandidat der har en vej til nomineringen, og han kan derfor håbe på, at flere store donorer samt mindre, vil komme til ham.
Bernie Sanders har været flyvende, og det er han for så vidt stadigvæk. Han vandt New Hampshire og Nevada, men blev nummer 2 i South Carolina med en stor margin op til Biden. Indtil nu har Sanders nydt godt af, at der var mange midterkandidater der delte de “moderate” vælgere imellem sig – det ændrer sig i Super Tuesday, hvor det sikkert blive en kamp mellem ham og Biden (Bloomberg er jokeren).
Sanders har brugt lang tid i Californien i håbet om at skabe et stort forspring til de andre kandidater, og håbe på største delen af de delegerede. Hans kampagne har mange penge, hvilket også taler for, at han kan klare sig godt. En af de vigtigste ting, som Sanders skal vise er, om han kan skrabe flere end de 25-35% af vælgerne sammen, som han har gjort hidtil.
Elizabeth Warren har ikke vundet nogle stater endnu, hun har kun formået at skrabe 8 delegerede op, og hun er ikke endnu kommet i top 2. Foruden hendes hjemstat, Massachussets, hvor hun er spået til en anden plads efter Sanders. Generelt ligger hun ellers på tredje eller fjerde pladsen ifølge FiveThirtyEight modellen i de fleste stater. Hun skal virkelig trække en kanin op af hatten, hvis hun skal kunne vinde nogle stater, for overhovedet at begynde at snakke om at vinde nomineringen.
Mike Bloomberg har helt bevidst ikke deltaget i de første 4 stater, og har derfor 0 delegerede. Han har i stedet fokuseret på Super Tuesday, ved at købe ekstremt mange reklamer. Alene i sidste kvartal af 2019 brugte han 188 mio. dollars (1.264.467.320 i danske kroner), og det samlede beløb skulle ligge tæt på 400-600 mio. dollars.
En af de primære grunde til at han gik ind i racet, var at blive en midterkandidat, i tilfældet af at Biden skulle kollapse. Og det så sådan ud i lang tid, men med Bidens genfødsel i South Carolina, er Bloomberg, set med Bidens øjne blevet en sten i skoen, der kan forhindre ham i at få mange delegerede. Bloomberg har haft to ret elendige debatter, hvor vælgerne for første gang kunne se og høre ham i virkeligheden, og ikke igennem koreograferede reklamer (fx købte han en reklame under Super Bowl til 10 mio. dollars). Debatterne var ikke gode for ham og stjernesstøvet er forsvundet fra ham.
Hvad skal du holde øje med til Super Tuesday?
Da der er så mange stater i spil kan kandidaterne ikke – bortset fra Bloomberg – være over det hele. Derfor må de rette deres økonomiske skyts mod stater, hvor der enten er en mulighed for at vinde, eller at gøre marginen til vinderen lille. Da fordelingen af delegerede er proportionel, er det vigtigt, ikke kun at se på hvem der vinder, men holde øje med hvor stor en margin vinderen har.
Så hvilke stater skal du holde øje med?
De “store” stater
Californien (415), Texas (228), North Carolina (110), Virginia (99) og Massachusetts (91) er de helt store stater til Super Tuesday. De fem stater står for 69% af alle delegerede. Så hvis en kandidat kan vinde dem med en stor margin, er denne godt på vej til at blive den nominerede.
Californien
Hvis Sanders vinder med en stor margin, så kan det være en af grundene til, at han bliver den nominerede. Det skyldes, at det er utrolig svært at indhente en føring på omkring 400/500+ delegerede, som en stor sejr i Californien vil hjælpe med til. Ifølge FiveThirtyEight så har Sanders den største chance for at vinde Californien, og i gennemsnit får han 34% af stemmerne svarende til 178 delegerede. Biden ligger på 26% svarende til 131 delegerede, hvis Biden kommer tættere på, vil det være super stærkt og det vil tyde på, at der er problemer for Sanders i form af en længere valgkamp eller/og han har overvuderet sine styrker. Omvendt vil en klar sejr være et virkelig godt kort på hånden, ift. at få nok delegerede og lukke døren i for Biden.
Texas
Ifølge FiveThirtyEight er Texas dødt løb imellem Sanders og Biden, de ligger begge to i gennemsnit på 30% af stemmerne svarende til 85 delegerede. Skulle det blive tilfældet, så siger det noget om hvordan demografien spiller ind hos Biden og Sanders fremfor at de får mange delegerede. Det seneste nye er dog, at Beto O’Rourke endorsede Biden, så det er spændende at se, om det giver Biden medvind nok, til at vinde staten.
North Carolina
North Carolina består af ca. 53% hvide og ca. 23% sorte, det er derfor en stat som Biden skulle klare sig godt i – som han gjorde det i South Carolina (ca. 56% hvide og ca. 29% sorte). Ifølge FiveThirtyEight får Biden i gennemsnit 36% af stemmerne svarende til 47 delegerede. Sanders står til 27% og 34 delegerede.
Virginia
Virginia er Biden land – det er en stat der er blevet mere Demokratisk. Den er ikke super venstre orienteret, men har lige netop den type midtervælger som Biden vil appellere til. Og den tidligere Demokratisk guvernør i Virginia, Terry McAuliffe (en rigtig establishment-type), var også ude at endorse Biden i lørdags. Så det er sikkert det endelige rygstød der gør, at Biden vinder staten og sikkert med en god margin. Ifølge FiveThirtyEight så står Biden også til at få 43% af stemmerne svarende til 52 delegerede.
Massachusetts
Den stat er lidt speciel for én af kandidaterne; Elizabeth Warren. Det er hendes hjemstat og der hun er valgt ind i Kongressen. Og det ser lidt kedeligt ud for hende. Ifølge FiveThirtyEight så vinder Sanders. Han står til at få 32% af stemmerne svarende til 33 delegerede, og Warren står til 20% svarende til 27 delegerede. Biden står til at få 18 delegerede.
Som skrevet tidligere, så har Warren en meget svær vej til nomineringen. Hun står ikke til at vinde nogle store eller bare normale stater, med en stor eller nogen margin. Og hun skal – sjovt nok – vinde, for at kunne holde sig inde i racet. Hun kommer måske til at tabe sin egen stat. Hvis det sker, så tror jeg at hun vil forlade racet. Om hun vil endorse Biden eller Sanders er et godt spørgsmål, hun ligger sig nok en smule tættere rent politisk på Biden, men har indtil at primærvalgene for alvor gik igang, ligget sig tæt op af Sanders som en progressiv – hvem ved.
Andre stater at holde øje med
Der er nogle andre stater, der er værd at holde øje med. Efter at Amy Klobuchar forlod racet og endorsede Biden, er det spændende at se hvor hendes stat, Minnesota, går hen. Og så er Sanders’ egen stat, Vermont, også til valg.
Minnesota
Ifølge FiveThirtyEight så får Sanders 32% af stemmerne svarende til 30 delegerede. Biden ligger til 20% af stemmerne svarende til 15 delegerede. Minnesota er ikke interessant ift. antallet af delegerede, men mere for at se, om Klobuchars endorsement af Biden har en effekt. Hvis Biden får udlignet eller ligefrem går hen og vinder staten, så må det tilskrives Klobuchar. OG omvendt, hvis det overhovedet ikke rykker på forudsigelsen, så har Sanders en god base – hvilket er positivt, skulle han blive den nominerede.
Vermont
Altså der er jo ikke så meget at sige om Vermont – den vinder Sanders. Spørgsmålet er hvor stort. Lige nu har FiveThirtyEight ham til at vinde 13 af de 16 delegerede. Det der er værd at se efter her er, hvor meget han vinder. Ellers er der ikke så meget spænding.
De andre stater
Så er der Alabama, American Samoa (ikke på kortet), Arkansas, Colorado, Maine, Oklahoma, Tennessee, Utah og Americans Abroad tilbage.
Forvent at sydlige (Alabama, Oklahoma, Arkansas og Tennessee) stater går til Biden, måske kan Oklahoma blive god for Warren, da det er der hun oprindeligt kommer fra – selvom målingerne ikke viser det.
Colorado bliver interessant at se, det er en stat der er mere og mere Demokratisk. Den har siden Obama vandt i 2008 været Demokratisk, så spørgsmålet er, om den bliver mere Biden eller Sanders orienteret – pt. står Sanders bedst ifølge målinger.
Bloomberg er jokeren i Super Tuesday
Før Bloomberg stod på debatscenen, så gik det egentlig meget godt. Hans flere hundrede af millioner af dollars havde givet ham en chance for at være med i Super Tuesday. Men efter debatterne, som han ikke klarede sig godt i, så er glansen gået lidt af manden.
Hans claim to fame var, at han kunne overtage Bidens standpunkter og vælgere, skulle Biden kollapse. Det modsatte er sket. Biden er kun nogle enkelte delegerede bagud ift. Sanders, og han kommer stærkt ind i Super Tuesday med en sejr og en masse endorsements. Så spørgsmålet er nu, om Bloomberg i virkeligheden ikke bare tager en masse stemmer fra Biden, og gør det endnu sværere for ham at blive den nominerede.
Set ud fra Sanders synspunkt, er det ikke så slemt at have Bloomberg med. Uden Bloomberg ville det nok være rigtig svært for ham, at få en klar føring efter Super Tuesday. Så selvom Bernie ikke er vild med milliadærer, så kommer Bloomberg til at tage noget af brodden af Bidens mulige sejre og antallet af delegerede.
Hvis Bloomberg ikke klarer sig godt, og ikke får et signifikant antal delegerede ud af Super Tuesday, så må enden være nær for ham og han må endorse Biden.
Hvis Bloomberg skulle klare sig godt, og måske få lige så mange delegerede som Biden, så ser det rigtig godt ud for Sanders, da de moderate kandidater bliver ved med at dele vælgerne og en moderat front runner udebliver. Og så må man sige, at Bloombergs end goal, som var at stoppe Sanders, i den grad er mislykkes.
Hvad kan der ske efter Super Tuesday?
Hvad sker der med Warren og hvilke scenarier kan komme i spil? Hvem har egentlig en chance for at vinde?
Dem som dropper ud
Hvis Warren taber sin egen stat (Massachusetts) og ikke vinder nogle stater overhovedet, så må hun simpelthen trække sig ud af racet. Hun skal i den grad overperforme, hvis hun skal have en reel mulighed for at vinde nomineringen – lige nu er der intet der tyder på det.
Hvis Bloomberg ikke vinder nogle stater, og kommer 3’er i mange dem og endda efter Warren, så er hans grundlag for at være med i valget forsvundet. Han skal klare sig rigtig godt, og komme 2’er i mange stater, når han ikke vinder dem.
Scenarierne
Jeg har forsøgt at lave nogle scenarier, som både er realistisk og lidt vilde – men det er jo aldrig til at vide (Trump 2016)
Sanders vinder stort og smadrer alle andre (muligt)
Super Tuesday kan afgøre primærvalget, hvis Sanders smadrer alle andre. Det vil samtidig betyde, at det momentum som Biden fik tilskrevet, ikke var der og at det blot var en enkelt stat han kunne vinde, og endorsements er overvurderede. Hvis Sanders vinder over 60% eller derover af de 1357 delegerede der er på spil, så er det nærmest game over for Biden og alle andre.
Biden vinder det hele (ikke helt utænkeligt – men godt nok overraskende)
Måske er det momentum som Biden har fået, og den styrke han har i staterne undervurderet, og han vinder størstedelen af de delegerede. Hvis det sker, så har valget totalt ændret karakter og Sanders forspring og organisering var et luftkastel eller i bedste fald meget flygtigt. Det er dog forholdsvis usandsynligt, at det hele skulle gå i opløsning for Sanders.
Biden og Sanders får lige mange delegerede (realistisk)
Spørgsmålet er om målingerne (som de her modeller bruger for at spå om vinderen) har opsnappet det momentum som Biden har fået. Hvis det skub som Biden har fået, er helt fantastisk, så kan det være at Sanders og Biden får lige mange delegerede. Det her scenarie er meget positivt overfor Bidens momentum og de endorsements han har fået. Det er muligt, men det ville være et ret fantastisk come back af Biden, hvis de får lige mange.
Sanders får en føring på 350-500 delegerede (realistisk)
Ifølge målingerne ser det her ud til at være det mest realistiske scenarie. Hvis det sker, er det ikke ude for Biden. Men han skal vinde Florida, Ohio, Michigan og Georgia med gode marginer for at have en vej til nomineringen. Samtidig skal Biden håbe på, at Bloomberg forlader racet efter Super Tuesday. Omvendt for Sanders, er det her et rigtig godt udgangspunkt, og det vil være en komfortabel føring at tage med sig videre – han vil dog ikke være sikker på nomineringen endnu.
Bloombergs fremgang er gået under radaren og han smadrer alt (helt vildt)
Bloomberg kampagnen skulle have en ret vild data afdeling, så måske ser de noget og ved noget vi andre ikke ved – han bruger i hvertfald, også der, mange penge på målinger osv. Så hvis Bloomberg vinder over Biden og får flere delegerede end Sanders, så er racet fuldstændig vendt på hoved – men det ville være helt vildt.
Se med på en anden måde
Nogle tidligere Obama medarbejdere; hans taleskrivere, kommunikations-type og udenrigs-type har lavet en medievirksomhed. Her laver de Podcast osv., de har en livestream på Youtube, som nok skal være en del mere underholdende end CNN.
De sidste valgsteder lukker kl. 5 om morgenen dansk tid, så fra kl. 1-2 af kan du sikkert se med.
